Naar Bægerne foran os funkle,
I en Kreds af de trofaste Faa,
Gjennem Jordlivets Skygger saa dunkle
Seer et Glimt vi af Himmelens Blaa.
Herligt Adam i Eden sig hvilte,
Men vi dristig tør byde ham Trods;
Thi for ham dog kun to Øine smilte —
See, hvormange der straale for os!
Ved en Side den skummende Drue,
Ved den anden en blaaøiet Glut:
Det var nok, denne dobbelte Lue,
Til en Helgen at gjøre kaput.
Ja, skjøndt Livet heniler som Bækken,
Knap et Suk er dets Flygtighed værd,
Voxer Druen kun frodig bag Hækken,
Kaster Elskov paa Bølgen sit Skjær.
Thomas Moore.