Jeg erindrer, jeg erindrer
Mit stille Barndomshjem,
Hvor Solen gjennem Ruden mildt
Om Morgnen titted frem.
Og aldrig den for tidlig kom,
Ei Dagen blev mig lang;
Nu ønsker jeg, en evig Nat
Mig gjemte mangengang.
Jeg erindrer, jeg erindrer
De røde Rosers Duft,
Og Lilierne, hvis Kalk er skabt
Af Solskin og af Luft,
Og Droslerne, der bygged skjult
I Hasselhækkens Læ,
Og Rønnen i min Broders Bed —
End staaer det gamle Træ.
Jeg erindrer, jeg erindrer,
Hvordan omkring jeg sprang,
Saa frit som Svalen, naar den glad
Sig gjennem Luften svang.
Dengang var end saa fjederlet,
Nu er saa tungt mit Sind,
Og Mølledammen køled knap
Min feberhede Kind.
Jeg erindrer, jeg erindrer
Den dunkle Fyr, hvis Top
Jeg troede med sit ranke Spiir
I Skyen raged op:
Ak! end jeg var jo kun et Barn,
Nu føler jeg med Blu,
Langt nærmere jeg Himlen var
Dengang, end jeg er nu.
Thomas Hood.