Hun boede fjernt fra Verdens Larm,
Hvor Kilden risler blaa,
Ei smigret af en Moders Sjæl
Og elsket kun af Faa.
Violen lig ved mosgroet Steen,
Halv skjult for Verdens Blik,
Alene paa en Himmel mørk,
Hun Stjernens Skjønhed fik.
Ukjendt i Live, fulgt af Faa
Paa Dødens mørke Vei,
Nu Lisbeth ligger i sin Grav —
Min Gud! hvad tabte jeg!
Wm. Wordsworth.