Det var en liflig Sommermorgen — Lærken
Forlod sin Rede nys bag Kløverbusken
Og jubled høit i Luften; Solen udgød
Sin første Rødme over Kirkemuren
Og farved Vindverne, hvis Ruder blinked,
Af Vedbend halv bedækt. Det vaade Græs,
Der voxed frodig vildt om Gravene,
Var hvidt af Dug, dog kjendtes Fodtrin hist,
Hvis Spor stod frisk og grønt omkring en Tue,
Der bar en simpel Steen; men Navnet paa den,
En brav Soldats, fik Mangen til at standse.
Ved Stedet knæled Tvende nu, den Ene
Nys havde grædt — det var hans Enke, som
Med stille Taarer vædede hans Leie.
Fra hendes Kind var Ungdomsrosen flygtet;
Dog var hun smuk endnu: en mildnet Smerte
Stod malt i disse Træk, ei bitter mere,
Men altfor dybtfølt til at kunne glemmes.
Af Blikket talte Høihed og Forstand,
Som det sig sømmed for en Romerinde,
Hvis Børn for Frihed hengav Livet; dog,
Dets Udtryk var forhøiet af et Smiil,
Hvis ubeskrivelige Fromhed laante
En overjordisk Ynde hendes Aasyn,
Saadan, som Guido maler os en Helgen,
Hvis Længsler stunder imod Himlen, men
Hvem end et jordisk Haab til Livet knytter.
Sin Arm hun læned til en fager Yngling,
I hendes Enkestand en Trøst og Støtte;
Ham skulde hun nu miste, og hun førte
Den unge Kriger til hans Faders Grav,
Hvor, retsom for den Dødes Aasyn, hun
Gav sin Velsignelse ham med paa Veien.
Først skjælved hendes Røst, men snart den gjenvandt
Sin Fasthed, da hun bad sin Søn at vandre
I denne Faders Spor, og da hun skildred,
Hvor brav, hvor hædret han var gaaet bort.
Men da tilsidst hun lagde ham paa Sinde,
At han var hendes Alders Haab og Støtte,
Der kunde bringe hendes graae Haar Lykke,
Men ogsaa lægge dem med Sorg i Graven:
Da qvaltes Stemmen, og en heftig Hulken
Var Alt, hvad hun fik frem; og han, hvis Kinder
Alt i Forventning gløded, i hvis Blik
En Ild var tændt, der varsled Fremtidshelten,
Og for hvis Øren Krigstrompeten klang:
Han følte Drømmen blegne og gad offret
De visse Laurbær, da han saae de kosted
Saamange Taarer.
Bort fra Kirkegaarden
De gik ad Gyden, langs en Slaaenhæk,
Hvor Vaaren havde strøet sin rige Fylde
Af hvide Tjørneblomster, Hybenroser
Og Gedeblad iflæng. Udover Veien
Slog mangen gammel Eeg og prægtig Elm
Sin grønne Skjærm, og Gustavs Øie dvæled
Ved hver en Gjenstand — ak! saa velbekjendt —
Som vilde selv den livløse Natur
Han sende sit Farvel. Ved Husets Dør
Hans Hest stod rede; ogsaa der var Mange,
Som kom at tage Afsked og at ønske
Den unge Kriger Sundhed, Held og Lykke —
Det er saa sødt, skjøndt smerteligt, at føle,
At man er savnet! — Rundt nu lød i Kredsen
Et hjerteligt Levvel, Endnu en Gang,
Den sidste, han med Heftighed omfavned
Sin blege Moder, som stod der og støtted
Den kolde Pande med de kolde Hænder,
Og kæmped med et bristefærdigt Hjerte;
Endnu et Kys — da svang han sig paa Hesten,
Gav den af Sporen — og var snart af Syne.
Fra Trommen gaaer en dæmpet Hvirvel, dumpt
Dødsmarchens Toner bølge sig for Vinden;
I sluttet Række og med langsomt Skridt
Man maaler Pladsen af; men mørke Tanker
Staae skrevne paa hver Pande; barske Øine,
Som uforfærdet vilde trodset Døden
I Kampens Stund, er vaade nu af Taarer.
Den tause Kreds er sluttet, og i Midten
Staaer Rømningsmanden. — Er det og den Samme,
Den unge, kjække Gustav, og er det
De Laurbær, som hans Ungdomsdrømme loved?
Der staaer han nu i Lænker, brændemærket! —
Vee! disse varme Hjerter, som saa let
Af Gjøglesyner blendes! — I sit Afsind
Han havde sluttet sig til Oprørsfanen:
Det tyktes ham saa stolt at dele Kaar med
Den lille Flok, som svoer at ville kæmpe
For Frihed eller Døden. Nu var han
En Fange, og dog stod han der saa fast,
Endskjøndt han havde Foden alt paa Graven.
Hans Kind var bleg og kold som Marmor, dog
Hans Læber skjælved ei, det mørke Øie
Gled rundt saa stolt. Men da hans Bryst man blotted
For Dødens Skud, og rev Portraitet bort,
Han bar om Halsen, vred han sine Hænder
Og drog et Suk, et eneste, men dybt,
Som skulde Barmen sprænges, og han skjulte
Sit Ansigt — thi hans Moders Blik ham mødte.
Hans Hjerte var ei Staal, han maatte mindes
De bittre Taarer, som hun græd for hans Skyld. — —
Forbi var Sjælekampen — nu han knæled;
En Straale gled fra Solen over ham,
Den unge, stolte, brave Knøs — den næste
Faldt paa et koldt og blodigt Leer. — —
Fra Dalen
Lød dybe Toner, der kun stemmed slet
Med Sangen fra de lette Fugle, som
I disse Elme bygged deres Reder.
Og sært i Strid med Tjørnens hvide Blomster
Stod disse mørke Fjer, som vaied, mens
En Kiste taust sig bugted gjennem Gyden.
Den gjemte, sagde man, en stakkels Enke,
Hvem Sorg og Kummer havde lagt i Graven:
En Søn — den sidste Skat, hun eied her —
Var skudt som Overløber!
Letitia E. Landon.