„Godnat! Godnat!” — Ak! er det saa,
Og skal jeg, maa jeg fra Dig gaae?
O! siig det, Søde! eengang til,
Saa tidt jeg det gjentage vil,
Til Morgnens Straale træffer mat
Os endnu i et ømt „Godnat”.
„Godnat!” Du stammer atter blidt,
Men hvisker sagte: „Bliv kun lidt!”
Jeg bliver — o! hvert Øieblik
En Evighedens Fylde fik —
Det er, som Tiden standsed brat,
Og lytted ømt til vort „Godnat!”
„Godnat!” Du sukker tyst paany,
Og siger, at nu maa jeg flye:
Det lover og det sværger jeg,
Men tættere kun favner Dig,
Til Søvn har sig paa Øiet sat —
Og da, mit Liv! mit Alt! — Godnat!
Thomas Moore.