„Et Tempel for Venskab” — udbrød Magdalene —
„Jeg bygger i Haven, o! tænk, hvilken Fryd!”
Og Templet blev bygget, nu savned hun ene
Symbolet i Marmor til Altarets Pryd.
Hun fløi til en Konstner, han for hende satte
Et Billed af Venskab, det bedste han har,
Men saa koldt og saa dorsk, at en Kjender vil fatte,
Det var ei den Afgud, i Hjertet hun bar.
„Nei aldrig” — hun raabte — „kan jeg faae isinde
„At reise et Billed, hvis Blik er saa mat;
„Nei, hiin lille Gud iblandt Roser derhenne,
„Ham gad jeg som Venskab paa Altaret sat!”
Og Handlen blev sluttet; sin Favn hun udbreder,
Og iler med Støtten til Altret saa glad:
„Farvel!” — sagde Manden — „fleer Piger end Eder
„Tog Elskov, endskjøndt kun om Venskab de bad.”
Thomas Moore.