Jeg staaer ved Stænten, Ellen!
Der sad engang vi To
En Morgenstund i Vaaren,
Da Du mig gav din Tro.
Saa frisk og grønt stod Kornet,
Og Lærken sang i Sky,
Dit Blik af Elskov lyste,
Skjøndt Kinden rødmed bly.
Ak! Stænten staaer som dengang,
I aarle Morgengry
Slaaer Lærken høit, og Kornet
Nu grønnes alt paany;
Men Lyden af din Stemme,
De elskovsfulde Ord,
Og Varmen af din Aande
Er tabt for mig paa Jord.
Histhenne, bagved Brinken
Jeg Kirketaarnet seer.
Der var det vi blev viet,
Nu er jeg ganske nær.
Men over Kirkegaarden
Jeg maatte gaae derhen,
Da kunde jeg forstyrre
Din Søvn, min Hjertensven.
Jeg er saa ene, Ellen!
Har ingen Ven paa Jord.
Den Eneste, jeg elsked,
Nu hos Vorherre boer.
Min Stolthed og min Lykke,
Du var mig kort betroet,
For mig blev Intet levnet.
Dengang Du mig forlod.
Et langt Farvel jeg sender
Dig nu, min Hjertenskjær!
Til fjerne Land jeg drager —
Hvi skal jeg tøve her?
Mit Brød jeg sagtens finder
Hist over Havets Bugt,
Men Dig jeg aldrig glemmer,
Om der er nok saa smukt.
Hvergang jeg Øiet lukker,
En Drøm vil dale ned,
Og vandre vil mit Hjerte
Hid til dit Hvilested.
Da seer jeg atter Stænten,
Hvor engang sad vi To
Hiin lyse Foraarsmorgen,
Da Du mig gav din Tro
Lady Dufferin.