Skal vi vandre en Stund
I den dæmrende Lund,
Mens Fuldmaanen hist holder Vagt?
Jeg vil hviske, min Skat!
I den kølige Nat,
Hvad jeg aldrig ved Dagen fik sagt.
Jeg ved Stjernernes Skjær
Skal betroe Dig en Hær
Af Tanker, som aldrig fik Ord,
Imens Nathimlens Glands
Som en straalende Krands
Om din luftige Skjønhed sig snoer.
Og naar Maanen fra Sky
Over Marker og By
Udgyder sin sølverne Flod,
Vil mig fængsle dens Skin
Paa din Pande, din Kind,
Vil jeg knæle iløn ved din Fod.
Vil Du dele min Drøm
Ved den brusende Strøm,
Gynge med mig paa Bølgernes Top?
Lytte, Bryst imod Bryst,
Til den selsomme Røst,
Som fra Dybet hæver sig op?
Ak! som Bølgernes Tog,
Naar dem Stormvinden jog,
Midt i Natten, mod knusende Kyst.
Saadan var jo den Strid,
Som fra tidligste Tid
Har raset her i mit Bryst.
Lad os sværme en Stund
Da ved Sø og i Lund,
Mens Fuldmaanen hist holder Vagt!
Jeg vil hviske, min Skat!
I den kølige Nat,
Hvad jeg aldrig ved Dagen fik sagt.
P. B. Shelley.