Det var saa tyst, fra Birk og Lind
Kun Duggens Taare trilled,
Og Vinden sov paa ITavet ind,
I Lys dets Bølger spilled.
Ved Marys Arm, langs dunkle Vig,
O, hvor var Himlen nær jeg!
Jeg trykked hendes Haand: „O! siig,
Du Søde! har Du kjær mig?”
Hun bøied bly sig, hendes Blik
Et Slør af Skjønhed dølger,
Hun taug, urolig Barmen gik,
Som Søen, naar den bølger.
Da raabte jeg: „O, tal! fortæl
Min Dom ved Stjerneskjær mig!”
— Hun sukkede: „„Ak! altfor vel
Du veed, hvor kjær Du er mig!””
J. J. Callanan.