Er Venskabs og Kjærligheds Blomster nedtraadt
I et Hjerte, hvis Troskab er engang forraadt,
Intet Ømhedens Solskin udklækker igjen
Det Følelsens Grønt, som med dem visned hen.
Det Haab, der bedroges i Vaar for sin Frugt,
Fra den Barm, som det næred, for evig taer Flugt;
Men Erindringen kommer, hvor Frugten faldt af,
Og ruger i Ørknen paa Lidenskabs Grav.
Saa, siges der, Svalen forlader ihast
Sin truede Rede, naar Tagværket brast,
Mens Uglen tungsindig taer Plads i dens Buur,
Og bygger i Læ af den ludende Muur.
Ch. F. Hoffman.