Af Poesi er Verden fuld, dens Aand
Gjør Luften levende, og Bølgen dandser
Til Tonefaldet af dens Melodier
Og funkler i dens Glands. Dens Skjønhed dækker
Vor Jord som med et Slør. De høie Vægge,
Der i Krystal indslutte Universet,
Forkynde med Veltalenhedens Røst,
I Harmonier, som kun Engle fatte,
En Herlighed, der kjender ingen Grændser,
Og minde Støvet i en evig Lovsang
Om Skjønhed, som ei visner, og om Vælde,
Der aldrig bøies.
Aarets Tider rinde
I evig Ungdoms Ynde, som et Chor,
Hvori det Store, Smeltende og Skjønne,
Det Mørke og det Glade evig blandes
I een Akkord, som stjæler sig til Hjertet,
Lig fjerne Donninger en Maanskinsaften
Ved Bredderne af Havet, naar det hviler
Sig efter Stormen, eller som de Toner,
Der snoe sig under Loftets hvalte Buer
Langs Pulpituret og de dunkle Gange
I en og anden gammel, eensom Kirke,
Saasnart en kyndig Haand, med Konst fortrolig,
I glødende Begeistring for sit Kald,
Henover Orgelets Tangenter leger,
Og snart udsender høie Tordenbrag,
Snart atter med det bløde Anslag lokker
Ud af de spæde Struber Fløitetoner,
Der smelte Sjælen hen i blide Drømme
Og bære den paa Melodiens Bølger,
Henrykt, opløst i Salighed, til Himlen.
Ei Poesien er en Strøm af Ord,
Som gjennem Versemaalets Rythmerækker,
Ved Lydens Magt, naar den tilbagevender
I Rimets Slyngninger, med Konst anvendte,
Ved Stavelsernes Maal og Tonefaldet
Indtager Øret og igjennem det
Taer alle Sjælens Følelser tilfange.
Den er en uforklarlig Drift, som knytter
Hvert Menneske til Verden rundt omkring ham
En Kjæde, snoet af Blomster, i hvis Duft
Han føler sine Tanker Eet med hvad
I al Tilværelsen, i Jord og Himmel,
Af Kraft og Ynde Sjælen stærkest fængsler.
Den ligner ei den hule Sqvaldrer, som
I svulstig Stiil og pyntelige Phraser
Udtværer sine stakkels matte Tanker,
Der kige frem af al den tunge Stads,
Hvormed han overlæsser deres Tomhed.
Den bruger faae, men tankerige Ord.
Fra Følelsernes friske Kilde strømme
De med den Lidenskab, som engang tændte
Den hellige Prophet paa Bjerget Carmel,
Dengang hans Læber glødede som Kul,
Hans Sprog bevinget var af Gru, som naar
Lynstraalen springer frem fra Uveirsskyen,
Med Harme væbnet, sendt af Himlen selv,
At ramme os med Skræk og Undergang.
Den dybe Lidenskab er stille: Øiet,
Der maaler Fjenden med et Blik af Tid,
Og Læben, som i Bitterhed sig kruser,
De sammentrukne Bryn, hvis Rynker skjule
Ildkuglerne, som sende Lyn og Gnister,
Og Haanden, der er knyttet, og som skjælver,
Og Foden, der er plantet som til Spring,
At slynge Hævnens Piil — det er dens Sprog.
Saa skaffer Poesien sig et Udtryk,
Selv uden Ordets Hjælp. Den svulmer, gløder,
Og sværmer i Begeistring, mens den sidder
Ved de Udødeliges Gjæstebud,
Blandt Væsener, den selv har skabt, saa skjønne,
Som nogensinde Skov og Bølge gjæsted,
Dengang hver Plet af Jorden var befolket
Af Nympher og Najader — mægtige,
Som Guderne, der throned i Olympen
Blandt Skyerne, der hang i Guld og Flammer
Omkring dets Top, og bar i deres Træk
Det Storhedspræg, som byder Ærefrygt
Og bringer os til Øiet at slaae ned
Foran en Jupiter i Marmor, han,
Som slynger Tordenkilen i sin Vrede,
Og foran Hiin, Symbolet paa en Skjønhed,
Saa mandig, saa guddommelig naturlig,
At ret vi dele maae hans Glædes Fylde,
Naar han sin Piil, som Skjæbnen sikker, sender
Imod det skjællede Uhyres Hjerte.
Thi Poesien er Naturens Aande
Paa Lerets slumrende og døde Former,
Der ellers døse Livet hen i Dorskhed,
Indtil de ved dens Pust, som rørt af Ild,
Til mægtig Idræt vækkes, og den indre
Begeistring strømmer ud i kraftig Daad.
I Brystet paa den raa Natur dens Sæde
Er dybere end hos Kulturens Søn,
I Barnet dybere end hos den Voxne.
Med Konst dens vilde Frodighed maa stævnes,
Dens Voldsomhed og stærke Udbrud bøies
Til Mildhed og til Ynde — dog, dens Kraft
Forlængst er brudt, dens vilde Egensind
Bortdunstet, og dens Toners høie Flugt,
Dens smeltende Akkorder dybt begravne
I tankeløse Vaner, der bevæge
Sig koldt og dødt, som Dukker paa en Scene.
Fra mine Drengeaar jeg husker godt
Den Følelse, som greb mig, naar jeg skued
Naturen i dens Mildhed og dens Storme.
Hvordan mit Hjerte slog, naar Foraarslyset
Fra Solen strømmed med de lune Vinde,
Og vakte Jorden til et Liv i Skjønhed,
Og Skovene til Sang, og Atmosphæren
Til sødt at lufte med sin Balsamaande.
Hvor stirred jeg paa Sommerhimlens Blaa,
Som blended med sin Straaleglands mit Øie,
Paa Bølgerne, der gik i gyldne Buer,
Og paa det Uveir, som brød vældig frem
I Mørkets Folder fra den nordre Himmel!
Først ruged over Bjergene det taust
Og skuled frygtelig — medeet da sendte
Det Lynet ud som sin Herold, og Braget,
Der ruiled mellem Høiene i lange
Og dybe Salver, Forbud paa dets Komme,
Signal til Krig blandt Elementerne.
Der stod i aandeløs Forventning naglet
Jeg skjælvende og dog ei frygtsom, mens
Lig mørke Bølger Skyerne sig hæved
I Vindens Susen, som fra Bjergets Top
Og Skovene, der neied sig, opløfted
En Mumlen, lang og hæs, som naar en Brænding
Sig styrter vild og skummende mod Kysten.
Og ikke mindre svulmede mit Bryst,
Naar høit sig reiste Høstens lyse Bue,
Reen som Naturen selv, da ung og frisk
Den udsprang fra sin Skabers Haand — en Klarhed,
Hvor Øiet skimted ei det mindste Stænk,
Der plettede det dybe Himmelblaa,
Men Skyen svømmed som en eenlig Svane,
Saa hvid som Zemlas Snee, hvad eller Skummet,
Der vugger sig paa Middelhavets Vover,
Af Bølgeslaget slynget som et Bælte.
Indvirket med Apollos gyldne Haar.
Eiheller, naar en pragtfuld Vinternat
Sig Buen hvælved som en Baldakin
Af Ibenholt, bestrøet med blanke Stjerner.
Det var, som løfted den sig meer og meer,
Imens jeg stirred; een for een udfolded
Planeterne sig paa det høie Hvalv,
Men Evighedens Throne skinned gjennem,
I Herlighedens fulde Glorie
Og hvilende paa himmelblaae Saphirer.
Ved Foden risled Lysets dybe Kilde
Som Sneeskred ned ad Mælkeveiens Bane,
Et Hav af Straaler vældede den frem,
Udaf Naturens rige Moderbryst.
Saa var mit Syn! — Fast Sind og Sands mig svigted,
Mit fulde Hjerte mangled Ord at tolke
De uudsigelige Følelser,
Som flammed i mit Bryst. Det er forbi!
Og al den Strøm af Toner, nogen Tunge
Har ødslet med af gamle Barders Rigdom,
Den gyldne Skat, som Sangens Patriarker
Har helliget og hædret, ei formaaer
At tolke Følelser, for evig døde.
James G. Percival.