En Morgenstund ved Amors Arm
Gik Haabet glad iland,
Men alt da Middagssol faldt varm,
Han sprang med Smiil i Baadens Karm
Og Haabet lod paa Land.
„Hist” — sagde han — „til Søens Vig
Et Øieblik jeg roer”,
Og, smilede saa listelig,
At hun, der aldrig aned Svig,
Ham troede paa hans Ord.
Der vented hun, til Skov og Strand
I Aftnens Glød sank hen,
Og skrev saa tidt i dybe Sand
Hans Navn, dog vasked Bølgens Vand
Det hver Gang ud igjen.
Da seer hun — o! hun taer ei feil —
En Baad i Aftnens Glands —
Det Rigdom er: de gyldne Seil
Staae lysende i Vandets Speil —
Men, ak, det er ei hans!
Endnu en Baad — det Venskabs er:
Lanternen lyser brav,
Men koldt og roligt er dens Skjær,
Ak! Amors Blikke vanned meer —
Hvor bliver han dog af?
Og hastig nu ad hver en Kant
Drog Skygger fleer og fleer;
De solbestraalte Seil forsvandt,
Og Haabets Drøm om Amor randt —
Ak! han kom aldrig meer.
Thomas Moore.