Nys Skoven i sin Foraarsdragt
Stod smilende og glad.
Af Regn forfrisket, hver en Blomst
Udfoldede sit Blad.
Men nu er Glæden fløiet bort
I Vinterblæsten kold,
Dog, snart den unge Mai igjen
Den bringer tusindfold.
Men Sneen i mit hvide Haar
Vil ingen Vaar optøe,
Min gamle Stammes Blomsterløv
I Tidens Storm vil døe.
For Oldingen gaaer Dagen tungt
Og Natten søvnløst hen —
Hvi kommer, gyldne Ungdomstid!
Du aldrig meer igjen?
Robert Burns.