Der levede engang en Mand —
O, Støvets Søn! hav ham for Øie,
Et Billed paa Dig selv var han,
Betragter Du ham nøie.
Ei kjendes meer hans Fødestavn,
Den Grav, der slutter ind hans Bene,
Udslettet er paa Jord hans Navn,
Den Sandhed lever ene:
At Haabets Jubel, Angstens Kluk
Gik i hans Bryst som høie Bølger:
Hans Lyst og Vee — et Smiil, et Suk,
Men Resten Glemsel dølger.
Snart dybt, snart let han Aande drog,
I Sorg han segned under Vægten;
Men rask hans Puls i Glæden slog —
Saa gaaer det hele Slægten.
Hans Smerte — o! den var kun kort;
Hans Haab — ak! det blev snart lagt øde
Hans Venner — de gik hastig bort,
Hans Fjender — de er døde.
Han elsked — men mod Død og Grav
Ei Elskov mægter at beskytte.
Hun var saa smuk! men Jorden gav
Ham ei igjen sit Bytte.
Som Du, sit Kors han ogsaa bar,
Han saae, hvad Du har seet ilive;
Han var Alt hvad Du været har,
Han er — hvad Du skal blive.
Nu Tidens Vexel, Dag og Nat,
Og Jord og Hav og Stjerners Hære,
Og Liv og Lys, hans hele Skat,
Ham rører ikke mere.
Den Sky, det Solglimt, som engang
Sit Lys, sin Skygge paa ham kasted.
Lod paa den tause Himmels Hang
Ei Spor, da bort de hasted.
I Tidens Bog ei Plads han fandt,
Ei andet Vidnesbyrd er blevet,
Mens Slægter fødtes og forsvandt,
End Sagnet — at han leved.
J. Montgomery.