O! var jeg end en sorgløs Dreng
Hist i mit Høilands Egn,
Jeg tumled mig paa Bølgens Seng
Og kløved Skovens Hegn. —
Hvad nytter mig den flade Pragt,
Naar Aandens Vingeslag
Kun higer efter Fjeldets Tragt
Og Dønningernes Brag?
Ja, bort med denne Drivhuusluft
Af arvet Navn og Rang! —-
Jeg hader Smigers vamle Duft
Og Slavers krumme Gang!
Paa Klippeskrænten vil jeg boe,
Hvor Havets Brænding gaaer;
Der vil jeg sværme om, saa fro,
Som i min Barndoms Vaar.
Skjøndt ung endnu, jeg føler, ei
For Verden jeg er skabt,
Og gik til Skyggers Land min Vei,
Hvad havde jeg vel tabt?
Kun eengang, i en deilig Drøm,
Har Salighed jeg smagt —
Ak! hvorfor var det kun en Drøm,
Hvi blev jeg atter vakt?
Henvisnet er min Elskovs Vaar,
Forstummet Venskabs Røst,
Forladt og ene Hjertet slaaer
Kun mod mit eget Bryst.
Og dulmes Smerten mangengang
I glade Brødres Lag,
Dog Hjertet, ene Dagen lang,
Kun tæller sine Slag.
Om Ven og Fjende spørges ei,
Naar Glæden banker paa,
Men falder Mørket paa din Vei,
Du har kun Venner faae.
Ak! havde jeg en trofast Barm
At hælde til min Kind,
Jeg skyed denne vilde Larm,
Som slutter Tomhed ind.
O, Qvinde! Du, engang mit Alt,
Beklag mit kolde Leer,
Som selv din yndige Gestalt
Ei mægter fængsle meer.
Thi, tro mig, glad den travle Færd,
Med Tungsind paa sin Bund,
Jeg bytted for det milde Skjær
Omkring den Frommes Mund.
Ja, Verdens tomme Lyst jeg bød
Med Glæde mit Farvel,
Naar Dalen skjulte i sit Skjød
Min mørke Sjæl i Qveld. —
O! havde jeg den Fjederham,
Som bærer Duen frem,
Jeg skulde kløve Skyens Kam
Og ile til mit Hjem!
Byron.