Ei Suk og Eder jeg forstaaer,
Min Emma! som saamangen Anden;
Men skjøndt jeg mangler fagre Ord,
Beskæmmer ei mit Hjerte Manden.
Mit smukke Barn! jeg skatter Dig
Med al den Trofasthed, jeg evner,
Den værste Skjæbne bærer jeg,
Naar den mig Dig og Sundhed levner.
Ei lover jeg, til hver en Tid
Vort Liv skal være uden Skygger —
Ak! Dødeliges Lod er Strid,
Paa falske Lofter slet man bygger;
Men naar Bekymringer og Savn
Os lære, vi ved Støvet klæbe,
Min Sorg betroer jeg til din Favn,
Mens din at lette jeg vil stræbe.
I Kjærlighed selv, før man troer,
Kan Skyer Ømheds Sol fordunkle,
Og der kan falde bittre Ord,
Og Vredeslyn i Øiet funkle;
Men da vi lære maae, med Ro
At dæmpe Sindets vilde Flamme:
Den Viseste har Feil — vi To,
Tro mig, min Glut! vi har de samme.
Og bliv nu blot ei vred paa mig,
At jeg saa ærlig Tingen siger,
Min Emma! høit jeg elsker Dig,
Men hader al forskruet Smiger.
Kun Sandhed i min Tale boer,
Jeg beiler, som en Mand sig sømmer,
Min Tunge mangler søde Ord,
Men ei mit Bryst om Falskhed drømmer.
Eliza Cook.