Ved en uhøstet Riismark laae
Med Seglen i Haanden han;
Hans Bryst var nøgent, hans filtede Haar
Begravet i Sand.
I Søvnens dæmrende Taager saae
Han atter sit Fødeland.
Igjennem hans Drømmes vidtstrakte Egn
Den stolte Niger gled;
Over Sletten der under Palmeløv
Igjen som Konge han skred;
Karavanen han hørte med Klokkeklang
Ad Bjergets Skrænt stige ned.
Blandt Børnene atter han saae sin Gemal
Med Øine som Ibenholt staae,
Og jublende kasted sig om hans Hals
Og kyssed hans Kind de Smaae —
Fra Drømmerens Øie en Taare faldt
I Sandet, hvor han laae.
Saa foer han afsted i fnysende Fart
Langs Nigers Bredder, som før,
Af gyldne Kjæder hans Bidsel var snoet,
Og ved hvert Sæt, han gjør,
Hans Sabelskede klirrende slaaer
Mod Flanken af hans Paradeur.
Foran ham fløi som et blodrødt Flag
Flamingoers lysende Bræm,
Fra det gryed ad Dag fulgte han deres Flugt
Gjennem Tamarinternes Hjem,
Til Kaffernes Hytter i Sigte han fik,
Og Havet dukkede frem.
Om Natten hørte han Løvens Brøl
Og vilde Hyæners Skrig,
Hvordan Flodhesten knuste ved sumpige Bred
De Rør, den skjulte sig i —
Som en Æreshvirvel af Pauker det drog
I Drømmens Triumf ham forbi.
Fra Skovenes Dyb lød et Frihedschor,
Det skingred af fulde Bryst,
Og Blæsten i Ørkenen blanded deri
Sin vilde, ustyrlige Røst —
Op foer han i Drømme, og smile han maa
Ad al den stormende Lyst.
Ei følte han Slavefogedens Pidsk,
Ei Dagens brændende Glød:
Hans Drømmes Land havde Døden smykt,
Og endt er nu al hans Nød —
Der laae hans livløse Legeme slængt,
En Lænke, som Sjælen brød!
Henry W. Longfellow.