Mød mig blot iaften i Dalen, min Skat!
Jeg din Skjæbne Dig skal forudsige
Saa tro, som Nymaanen en stjerneklar Nat
En Ungmø, i Skjønhed dens Lige.
Men for Alting, vi ene maae være, vi To,
Skal paa Stjernerne jeg kunne lide,
Hvad til Dig og til Himlen jeg har at betroe,
Ingen Anden har godt af at vide.
Maa Constellationen blot falde beqvemt,
Skal min Konst Dig et Gjenfærd fremtrylle —
Et Billed af ham, der blev evig bestemt
Af Skjæbnen, din Skjønhed at hylde.
Og hvis Du lidt Godhed for Spøgelset faaer,
Hans Forknythed det strax sætter Mod i —
Kort sagt: han vil ligne, min Glut, paa et Haar
En Elsker af Kjød og med Blod i.
Ved Maanens blege, smægtende Ild
For din Fod knæle ned Du vil see ham —
Du neppe vil troe, at en Flamme saa vild
Saa uskyldig en Geist har Idee om.
Men her gier jeg tabt! — Hvad forresten kan skee,
Hvis hans Tanker blier altfor forfløine,
Jeg i Skjæbnens Bog først inat faaer at see
Ved Stjernerne — og dine Øine.
Thomas Moore.