Klart lyste Maanen i sin fulde Glands,
Og rundt i Paradisets Urtegaard
Gik Elskovsguden om med Straaleblikke.
Men just som ved en Busk han dreied om,
Stod Døden for ham; under en Cypres
Han ene gik og talte med sig selv.
„Bort!” — sagde Døden — „Lunden her er min.”
Men Amor græd og bredte sine Vinger
Til Flugt, imens han talte: „Du har Ret,
Tag denne Time, Dig den hører til:
Du Skyggen er af Livet, og som Træet,
I Solen stillet, Alt omkring beskygger.
Saadan i Evighedens klare Lys
Kun Livets Fylde skaber Dødens Skygge.
Dog — Skyggen vige maa, hvor Træet faldt,
Men jeg skal herske evig overalt.”
Alfred Tennyson.