Jeg stod paa Broen ved Midnat,
Mens Klokken i Taarnet slog,
Og Maanen bag Kirkespiret
Op over Byen drog.
Jeg saae, hvordan Straalerne brødes
I Vandet under min Fod,
Det var, som et gyldent Bæger
Sank i den dybe Flod.
Og Flammen fra Smelteovnen
I det Fjerne, saa rød og mat
Sig blanded med Maaneskjæret
Den deilige Sommernat.
Imellem de sorte Pæle
Vaklende Skygger gled,
Det var, som om Bølgernes Sqvulpen
Løfted dem op og ned,
Naar frem i den stærke Donning
De natlige Vover brød,
Og med Strømmen i Maanelyset
Søgræsset saa vide flød.
Og alt som de fraadende Bølger
Mod Bulværkets Planker slog,
Paakom mig en Strøm af Tanker,
Som Taarer i Øiet jog.
Hvor ofte, o! hvor ofte,
Mens Dagene kom og gik,
Stod her jeg paa Broen ved Midnat
Og kasted mod Himlen mit Blik,
Og ønsked, de brusende Vande
Vilde tage paa Flugten mig med,
Og bære mig paa deres Arme
Over Havet, afsted, afsted.
Thi rastløst mit Hjerte brændte,
Og fuldt af Sorg var mit Liv,
Og den Byrde, der laae paa min Skulder,
Fast bøied mig som et Siv.
Men nu er den gledet fra mig
Og jordet i Havets Skjød;
Nu Skyggerne paa mig falde
Alene af Andres Nød.
Men hvergang jeg staaer paa Broen,
Og Bølgen mod Plankerne slaaer,
Da kommer en Luftning fra Havet
Med Minder fra fordums Aar.
Og jeg tænker, hvormange tusind
Sorgbetyngede Mænd,
Hver bærende paa sin Byrde,
Der siden har vandret ad den.
Jeg seer dem i lange Rækker
Bevæge sig hid og did,
Den Gamle af Tiden sløvet,
Den Unge med rastløs Id.
Og evig og alle Dage,
Mens Strømmen ruller afsted,
Og Hjertet har Lidenskaber,
Og Livet er fuldt af Fortræd,
Vil Maanestraalerne brydes
I Skyggernes dunkle Skjær,
Som den evige Kjærlighed hisset
I dens vaklende Billede her.
H. W. Longfellow.