Lær mig ei i mørke Stunder,
Livet er en Drøm ved Dag:
Død er Sjælen, naar den blunder,
Skinnet er kun Selvbedrag.
Livet det er Alvor, Venner!
Graven ei dets Grændseskjel;
„Støv til Støv tilbagevender”
Gjælder ei den frie Sjæl.
Hverken Glæden eller Sorgen
Har Du Lov at hvile i;
Tænk bestandig paa Imorgen,
Naar dit Dagværk er forbi!
Lang er Konst, men Tid har Vinger —
Toner nok saa høit dit Flag,
Dæmpet, som en Ligsang, klinger
Indtil Graven Hjertets Slag.
Her i Verdens Strid og Møie,
Her i Livets korte Blund,
Lign ei Oxerne, der pløie,
Vær en Helt i Kampens Stund!
Stol ei paa den Tid, som kommer,
Sørg ei over den, som gik,
Saa i Øieblikkets Sommer,
Indad, opad vend dit Blik!
Store Aanders Liv os minder,
Livet vi forædle kan,
Plante, før vort Glas udrinder,
Spor i Tidens skjøre Sand.
Spor, der, naar en Broder driver
Som et Vrag paa Livets Flod,
End maaskee hans Haab opliver,
Lærer ham at fatte Mod.
Lad i Daad os Kraften hente,
Aldrig slukke Hjertets Baal,
Lære virke, lære vente,
Stille nærme os vort Maal!
H. W. Longfellow.