Kalliope
→
Digtere
→
Knud Lyne Rahbek
→
Førstelinjer
Knud Lyne Rahbek
(1760–1830)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Af Vaarens faure Blomsterhær
Afgudsdyrkelses og Blindheds Dage
Alle Glæder dig til Hersker kaare
Alting paa Jorden er kun Fias
Alting, siger Salomon, haver sin Tid
At dömme Handlinger, Fortienester og Folk
At intet er saa sundt, som Glæde
At Verden til Feide har udrustet sig
At vi ere Børn tilsammen
Atter, atter kommer du tilbage
Atter en Cypres i Laurbærlunden!
Atter gleed et Aar af Deres Dage
B
Barndoms Lyst, og Barndoms Smerte
Bedste mellem alle Fædre!
Blandt Floras hulde Döttres Hær
Bort, I Frieheds Prædikanter!
Brødre! Hvorfor flyde
Brødre! hører Stormen tude
Brødre! I, som Viisdom dyrke
Brødre! lader Sangen stige!
D
Da du fremsteeg af Havets Skiød
Da Huldgudinden i sin Yndighed
Da Jupiter engang faldt paa
Dag for Dag, og Aar for Aar henflyder
De Dage bortile med Lynildens Fart
De Dage, da Troldene end var istand
De gode Gamle sang saa tit
De kom, de kom, de længe ønskte Dage
De matte Lemmer sig mod Jorden böie
De Mennesker vide saa lidt, hvad de vil
De Stierner, de tindre paa Himmelens Blaae
Den fromme Frue Signe paa Sotteseng laae
Den første Sang i Vennelag
Den heele Landbye samler sig
Den Ild, o Gud! der om dig luer
Den lykkelige, hvem den blide Himmel
Den samfulde Verden nu taler om Fred
Der er et Land, Citronen blomstrer vildt
Der er paa Jorden knap et Sted
Der gives en Plads i det kiölige Rum
Der staaer en Borg paa Höien hist
Der var en Lov i Grækenland
Der var en Skik i Samnien
Der var engang en tapper Mand
Dersom det er sandt, Man siger
Det hedder, at de unge Piger
Det hændte sig engang
Dig tænker jeg, naar Solens Straller spille
Din Sol, Natur! gaaer op saa skiön
Dog tröstig vær, this naar det strænge Kald
Du har dine Stötter opbygget dig
Du her ei Evald, ei vor Viibe finder
Du nærmer dig! du troer at bringe Glæder
Du vort Selskabs Skytsgudinde
E
Ei evig man mig forekaste skal
Ei forgiæves lærte jeg at frygte
Ei kom jeg Eders Skaansel at begiære
Ei prøver jeg at male dig Veninde!
En bedre Digter os fortalte
En Konge havde sig engang en Nar
En lille Qviddrer kommer her
En Natfiol saa ydmyg stod
En Skaal for Hver, hvis Hjerte og hvis Haand
En Sörgende sad under Hængebirkstræ
En Yngling, hvem den hede Videtörst
End er du ei til Himlen vendt tilbage
Er det den sande Lykke her paa Jorden
Et löierligt Eventur vil jeg fortælle
F
Fader! lad mig komme dig ihu
Falsk og flygtig er al Jordens Glæde
Farvel! Farvel! Tak for hver Glimt af Glæde
Farvel! o Schultz! til hine bedre Kloder
For Adonis er min Klage
For hvem er denne Klage, som gienlyder
For Studiegaardens Dogmatik
Forgiæves Fængslets Muur gientager
Forgiæves Glædessange lyde
Fra fiern og fremmed Egn vi komme hid
Frieheds, Venskabs, Glædens Sæde
Før skal, saa svor du Chloe, Bølgen tage
G
Gratie! nu undres jeg ei længer
Græder Gratier! thi Lyda græder!
Græder Jettas elskte Piger! græder!
H
Han var saa god, som han var viis og lærd!
Har Jorden ingen mere Fred for mig?
Hel’ge Olie, som heler
Held Fyrsten, som er Lysets Ven
Held mig! mit Ord var Spaadom! værdig toner
Her, hvor vi forsamles til Glæde
Herr Rasmus han sidder saa sorrigfuld
Himlens Datter! uforsonlige!
Himmel! mine Klager bede
Hist Lauenborg det gamle staaer
Hos mig du skuer nu den Aarsenstid
Hun borte er! forgiæves er min Klage!
Hver paa Jorden har sin Skik
Hver, som hylder muntre Glæder
Hvi rose i saa vore Fædre
Hvis jeg var riig, saa raabe alle Munde
Hvo meer i Yndest hos sin Stierne staaer
Hvor lykkelig var jeg den Ring at finde
Hvorfor klage, hvorfor græde
Hymens Fakkel nu omstunder
I
I Barndoms Aar var alt min Siæls Attraae
I eensom Lund en Rose skiøn
I elskte Brødres Kreds, blandt festlig høie Glæder
I Fior paa denne Dag landflygtig, elskte Pige!
I Mark jeg sværmer stille vild
I, som i spredte Sange höre her
I tiende Skumrings den tankefuld Stund
I Ungdoms Vaar
J
Jeg kommer hid fra Bierget af
K
Klager Dydens fromme Sønner, klager!
Klare Kilde! elskte Lund!
Knæle, hvo lyster for Lykkens Gudinde
Kom Brødre! lad os drikke!
Kong Carl laae med en mægtig Hær
L
Lad andre raabe paa Sommeren
Lad andre tvistes længe nok om Tiden
Lad, hvo der vil, kun Tønder Guld opdynge
Lad miltsyge Daarer bagtale vor Jord!
Lad os drikke
Lad os drikke, lad os synge
Landflygtig Glæden var paa Jorden
Livet man med Grund kan kalde
Lyksalig den, der langt fra Mennesker
M
Mahomed Tyrkerne skjændig forraadte
Man trættes nu saa meget her
Mangen Taare paa min Krands er runden
Med denne Vennegave lad mig, Ven!
Med Hyldest, Ven! modtag fra Vennehænder
Min Eensomheds bestandig tro Indbygger
Min Fædrestad! som glemmer al min Lyst
Min Hendrik! nei min Konge! ak din Vrede
Min Laura stræng forskyder mine Suk
Min Sang, min Lina, er for dig!
Min Stolthed er, at være Deres Ven
Min tunge Lod jeg klage maa
Min Ven! som næsten i min Barndoms Dage
Min Vilhelm! kan dig Ordet min ei sige
Mit Levnet bestandig har sandet
Mon da saa stor en Lykke livet er
N
Nedstegen Phæbus er i Thetis Favn
Nei bort med Sange, bort med Dands
Nei! min Maria! siig ei saa
Nu bort med alskens Politik
Nys drømte jeg ved Midnatsstund
Naar bort fra dem, der ellers skiönne ere
Naar for den blide Tankes stille Dom
Naar heele sit Levnet man nøie beseer
Naar jeg hos Lykken, som hos Mennesker
Naar Jenas Skiald med Nordmands Varme maler
Naar Klaffertungerne dig stikke
O
O du, der Livets bedste Lyst
O Elskov! vil du, jeg skal drage
O hvor lykkelig er den
O klag! Dinas Emlia! thi nær er den Stund
O kom! kom snart tilbage, hulde Vaar!
O Lalage! hvo danned’ dig
O luk mig op, barmhiertig vær!
O Norges Skytsaand! ynd vor Glæde!
O Slummer! du den stille sorrigblide
O Sörgeqvad! lad mig i Ro!
O Ven! du venter mig forgiæves
Og du — min Rein! bortrives af mit Favn!
Og du, min Bernhoft! du ei heller meer
Og er vor Jord end fuld af Plager
Om Aftenen blev Adam skabt
Om Dyd og Aand ei Skiebnen rører
Omsider da! omsider mit du er
Op af din Slummer! Melpomene byder!
Oplever du den Time, da din Ven
Os den vise Syrak lærer
P
Paa Bredden af Shannon, da Sally var min
Paa Friehed høres alle skrige
S
Skal den hedde viis, som det ei rører
Skiön Kiæden var, som jeg dig gav
Skiøn Nais var, som Kærligheds Gudinde
Skjønne Guddomsstraale, Glæde!
Snart bortile Livets Dage
Som svag udlevet Fader glad mon skue
Som Zeus lyksalig er den Mand
Sov bedste Dreng! du sidste Glæde
Stille Veemods søde Taarer rinde
Storme vildt om Thorvalds Leie hviner
Sög ei at give Ord for Ord
Sørge, hvo sørge vil!
Sövn, Fraadseri, og blöde Lediggang
Saa iler du bort fra vort sukkende Bryst
T
Taus hviler Laurbærlundens Philomele
Til Overflod du intet af dem agte
Til Templet söger sorgfuld Hob i Bön
Tung er Veien giennem Livet
U
Uendelige Væsen! du
Uskyld, vor Lyksalighed!
Uskyldige og muntre Faar!
V
Valborgs ædle Sanger! hæv din Stemme
Veed du et Land, Citronen blomstrer vildt
Ven, som fortolked Melpomenes Savn
Veninde! paa Parnas en hastig Trætte
Verden er, som man den tager
Verden til Feide nu udruster sig
Vi April bestandig rende
Vinen er i Fryd og Smerte
Vor Frue og Sanct Hans til Priis
Vor Lod er Kummer; ingen Bøn bevæger
Vore elskte Søstre leve!
Vort Fødeland var altid rigt
Y
Ynkværdige Bog