Sang
efter Kelgreen.
efter Kelgreen.
Hver, som hylder muntre Glæder,
Holde deres Fest i Dag;
I vor Viin boer Held og Hæder,
Viisdom, Mod, og Vid og Smag!
Helte der maae Manddom hente;
Skialdens Aand boer i hans Glas;
Gamle Odin selv erkiændte,
Valhal uden Viin var Fias.
Dog, som Vand mod Bacchi Gave,
Viinen er mod Kiærlighed;
Skiønheds Læber Nectar have,
Som vi meer beruses ved.
Daarlig den sit Liv forøder,
For at opnaae frugtløst Navn,
Hvo dets Kummer ei forsøder
I en elsket Skiønheds Favn.
Bacchus selv med Lyst erkiender,
Elskov meer end han formaaer;
Skiænket i af Skiønheds Hænder
Viinen dobbelt Sødhed faaer.
Elskov Glædens Moder være,
Glædens muntre Børn er vi!
Naar vi Bacchi Krandse bære,
Myrther flette vi deri.
Snart maaskee vor Stierne iiler
Ned ad Vesterhimmelen,
Snart sit Afskeedssmiil den smiiler
Snart for evig slukkes den.
Troe derfor ei Haabets Morgen,
Nyd den Dag, der til dig leer,
Ingen, ingen er dig Borgen,
Slig en Dag dig bydes meer.
Hisset ingen Druer bløde,
Synges ei i Vennelag;
Hisset idel Skygger møde
Vore ømme Favnetag.
Brødre! lad os da paaskiønne,
At endnu vi ere her.
Leve alle vore Skiønne!
Leve hver, som har dem kiær!