Hver, som hylder muntre Glæder,
holde deres Fest i Dag;
i vor Viin boer Held og Hæder,
Viisdom, Mod, og Vid, og Smag.
Helte der maae Manddom hente;
Skjaldens Aand boer i hans Glas;
gamle Odin selv erkjendte:
Valhal, uden Viin, var Fjas.
Dog som Vand mod Bacchi Gave,
Vinen er mod Kjærlighed;
Skjønheds Læber Nektar have,
som vi meer beruses ved;
daarlig Den sit Liv forøder
for at opnaae frugtløst Navn,
Hvo dets Kummer ei forsøder
i en elsket Skjønheds Favn.
Bacchus selv med Lyst erkjender,
Elskov meer end han formaaer;
skjænket os af Skjønheds Hænder
Vinen dobbelt Sødhed faaer.
Elskov Glædernes Moder være,
Glædens muntre Børn er’ vi;
naar vi Bacchi Krandse bære,
Myrther flette vi deri!
Snart maaskee vor Stjerne iler
ned ad Vesterhimmelen,
snart sit Afskedssmil den smiler,
snart for evig slukkes den.
Tro derfor ei Haabets Morgen,
nyd den Dag, der til dig leer,
Ingen, Ingen, er dig Borgen,
slig en Dag dig bydes meer.
Hisset ingen Druer bløde,
synges ei i Vennelag;
hisset idel Skygger møde
vore ømme Favnetag:
Brødre! lad os da paaskjønne,
at endnu vi ere her
Leve alle vore Skjønne!
Leve hver, som har dem kjær!
Rahbek.