Barndoms Lyst, og Barndoms Smerte,
Som en Taage svinde hen,
Tidlig trænger Barnets Hierte
Dog til ligeaarig Ven!
Tomme er udeelte Glæder,
Beedsk den Graad, man eensom græder,
Livet øde uden Ven!
Andre Sorger, andre Glæder
Rive munter Yngling hen;
Elskovs mange Bitterheder
Lindres deelte af en Ven;
Selv den elskte lykkelige
Maae en Ven sin Lykke sige,
Hvis han ret skal nyde den.
O! men Ungdoms Sorg er Glæde
Mod den Lod, som forestaaer;
Dagens Byrde, Dagens Heede
Føles først i Manddoms Aar;
Men hvad Modgang, Sorg, og Møie,
Magte vel den Mand at bøie,
Ved hvis Side Venskab gaaer?
Tung paa trætte Olding hviler
Alderdommens kolde Haand,
O men ogsaa ham tilsmiler
Venskab Mod, og Kraft, og Aand;
I jævnaarig Kreds oprinde
Med forgangne Dages Minde
Gienskin af de Dages Aand.
Du, som gav vor Barndom Glæder,
Du vor muntre Ungdoms Lyst,
Du vor raske Manddoms Hæder,
Bliv vor svage Ældes Trøst!
Venskab! sank os da at drage
Mindet af din Vaar tilbage,
Og fornye dens skyldfrie Lyst.