Lad, hvo der vil, kun Tønder Guld opdynge,
Jeg Mammons gyldne Trældom ei attraaer;
Hans Trælhær mange svare Sorger tynge,
Hvoraf ei een mit trygge Hierte naaer,
O! naar med flygtigt Blik jeg giennemløber
Det Trælliv, al den Angst, det Nag, den Qval,
Hvormed sig Daaren Rigdoms Plage kiøber;
Mig er min Sindsroe ikke saadan fal,
Paa hver en Guldhob ruge slige Drager,
Hver Skat man maae tilkiæmpe sig fra dem,
Med mindre Fare stræbsom Biergmand drager
Viist giemte Guld af Jordens Indvold frem.
O vi lyksalige! som intet eie,
For os er Natten blid og Hvilen sød,
Vi sove tryggelig paa haardest Leie;
Naar Skræk hiins Levn paa Edderduun afbrød
Da al den Sveed, den Graad, det Blod, der klæbe
Ved uretfærdig Vinding, ængste ham;
Til skiændig Trældom seer han Brødre slæbe,
Bortstiaalne, sorte Brødre, — og for ham;
Saa piiner ham den arme Enkes Klage;
Han viiste vaagen kold og haanlig af;
Nu spæde Faderløses Skriig ham nage,
Der græd utrøstet ved sin Faders Grav;
Og svæver saa hans Afgud om paa Havet,
Da bruser ham hvert Vindsted Helvedqval,
Saa gruer han, at see sin Skat begravet
Iblandt Ruiner af sin Naboes Fald.
Saa drages hen hans Nætter, og hans Dage,
Og aldrig, aldrig han tilstaaer sig det
At med hans Rigdom voxer og hans Plage —
O hvad er taabeligt, som Mennesket? —
Og er han end saa klog, han ei vil vove
Sin Riigdom, for at see den voxe til;
Hvad har han da, hvad Fryd kan han sig love?
Faaer man da ei for penge, hvad man vil?
Høiædle Fraadsevenner dig omringe,
Høibaarne Phryner sælge sig til dig;
Dig tvende Verdner usund Fraadsen bringe,
Men er det Alt, vil jeg ei være riig;
Forsøg dit Mammons Almagt! prøv at byde
Paa sande Ædles Agt, paa Sindets Fred,
Prøv mellem kiøbte Venner dig at fryde,
Kiøb dig en ædel Piges Kiærlighed!
Bort, bort med Guldet! fattig vil jeg blive!
Dog Taabe! hvad er fattig, hvad er riig?
O vilde Laura mig sit Hierte give,
Var Indiernes Hersker arm mod mig.
Lad, Riigmand! haant om ringe straaetakt Hytte,
Naar Laura deeler, og indvier den,
For Roms Palladser jeg den ei vil bytte,
O! hvad er Roms Pallads mod Himmelen!
Naar i Triumph forbi os stolt han iiler,
Sex Heste flyve forved gylden Karm,
Vi gaae, min elskte Laura! men du hviler
Med sagte Tryk din Haand paa denne Arm,
Med Konstens Trolddom han sin Villa pryde;
Elysium hans Hofskiald kalde den!
I Buskens Lye vi lykkelige nyde
En Fryd, han ikke fandt i Himmelen,
En hyret Trælflok vogter paa hans Naade
Opsnapper hvert et Vink, hvert Blik, hvert Ord,
Hvortit vi kysses, ingen skal forraade;
Held den, der ei er riig, og ikke stor.
I Marmorsal naar indbildt Kiænder priser
Hans konstige Concert med kunslet Ild,
Mig synger Laura mine Venners Viiser,
Da høre hans Concerter, hvo der vil!
Saa synger hun min Sang til Linas Ære
O kiælent skiemtende udfritter mig,
Hvo Lina er? til hvem den Sang kan være?
Du veed det, Laura! du gienkiænder dig.
O! bliv! bliv min! O Laura! dette heele
Udeelte Hierte skal tilhøre dig,
Ei Guld, ei Roes, ei Herremagt skal stiæle
Et Blik, et Suk, en Tanke bort fra dig!
Frygt er, jeg daarlig af din Favn mig river
Paa fremmed Kyst mig at bedrage riig;
Nei! før forgaae alt Guld, Potosi givet,
Før det en Taare skulde koste dig,
End ei jeg kiæmpe skal for Digterære;
Min Laurbærkrands jeg lægger ned for dig;
Thi Myrter, eene Myrter vil jeg bære,
Men Myrtekrandsen flette Laura mig!
Den gyldne Alder komme skal tilbage,
Og ædel Elskov bringe den med sig
Og selv den mørkeste blandt vore Dage
Kun Sommernattens Skumring være lig,
Selv Aldrens Iisnehaand os ei skal kiøle,
Vor Elskov, som vor Fryd skal trodse den;
Med sølvgraae Isse jeg dit Værd skal føle,
Som nu du være Alting for din Ven.
Og daglig skal jeg meer, og meer paaskiønne,
Hvad Himlen skiænkte mig, da du blev min,
Og du skal see min Fryd, du skal den lønne,
Og — Laura! frydes ved, at du blev min;
Og naar engang mig Dødens Vink bortkalde,
Fra alle Jordens Glæder, bort fra dig,
Da paa min Grav min Lauras Taare falde,
Den første Taare, hun har fældt for mig!
Da græde du! det er mit Æreminde,
At Laura elskte, og begræder mig!
Lad intet Marmor reises mig til Minde,
Mig glemme Verden, naar du mindes mig.
Da trykke du med heede tunge Taarer,
Det sidste Afskeedskys paa kiære Liig,
Og ingen skal gaae fra det uden Taarer,
Hvo seer din Graad, og græder ei med dig!
Men, Elskte! hold da Maade med din Smerte,
O! mindes! at den sees af din Ven.
Selv Døden — elskte Laura! mig ei lærte
At see din Sorg, og ei at deele den.
Dog Taabe! som mig skaber slige Drømme,
Kun for at føle, hvad der nægtes mig!
Men er en Drøm ei Alt, hvad her den ømme,
Trofaste Kiærlighed tør love sig?
Dog, Laura! agt kun ikke paa min Smerte!
Giør blot en værdig Elsker lykkelig,
Der elsker, der forstaaer dit store Hierte!
Og vær ham evig kiær, som du er mig.