Har Jorden ingen mere Fred for mig?
Hvor flyer jeg for at undflye Nancys Minde!
Orest! dig martred ei din Qvalgudinde,
Meer helvedgrum, og meer utrættelig;
O Nancy! kunde jeg formodet mig,
Jeg skulde ønsket at forglemme dig!
Jeg saae dig, Nancy! som en Engel skiøn;
Hun er for skiøn for dig! jeg strax mig sagde!
Mit Hierte taus jeg dig til Offer bragde;
Og fordred, vented, ønsked ingen Løn.
Min Elskovs Løn var, at jeg elsked Dig!
Og jeg var stolt, og glad, og lykkelig.
Et større Held jeg aldrig drømte mig,
End dig at see, at høre, at tilbede;
I dine Dyders Straale mig at glæde,
Og at opflammes til at ligne dig!
Naar — drømte jeg — jeg vandrer Nancys Fied;
I Dydens Helligdom jeg naaer et Sted.
Som ved en blid og qvægsom Soelskinsdag
Naturen vækkes, qvæger, og sig fryder,
Saa brune, hulde, skiønne Øie gyder
I dette Hierte Kraft og Velbehag.
Det gyder! — ak hvad Ord undfaldt min Mund!
Det er forbi! og Mindet har jeg kun.
O! naar tilforn det Øie hang paa mit,
Da tændtes høie Dyder i mit Hierte,
Betalt, betalt var tunge Dages Smerte,
Naar jeg mig smiggred kun, du smiled’ blidt,
Et venligt Ord af denne Tryllerøst
Opfyldte mig med Himlens beste Lyst.
Men falske Dyder straaled’ Øiet af,
Og Hiertet haaner koldt, hvad det forkyndte,
Det var et Laissmiil, det Smiil, jeg yndte,
Sirene Toner, jeg henryktes af.
Ak! ikke troner Dyden paa vor Jord,
Naar den saa skiønt et Tempel ei beboer.
Hvo! hvo er ædel, naar hun er det ei!
Hvo vil mod seierrige Laster stride!
Hvo drømmer, deres Baand at sønderslide!
Mig Nancys Fald har giort til Kampen feig.
Naar Laster skiule sig bag Nancys Smiil,
Hvo tør da troe, at der er Dyder til?
O! saae du din og Dydens fordums Ven,
Ei blot, hvor paa hans Kinder Rosen blegner
Ei blot, hvor han mod Graven kraftløs segner
Ak! men hvor han af Laster rives hen,
Nu da ei meer dit tryllerige Smiil
Ham skiænker Kraft, og Virksomhed, og Ild!
Flye! hendes Falskhed dine Lænker brød,
Hvi vil du længer hendes Slave være!
Saa straffer jeg mig selv; men Smerter lære
Mig snart, at denne Frihed er min Død.
Siig: er den frie! og er ham Frihed god,
Hvem Lederen i Nattens Mulm forlod!
Oplad den tamme Fugl det vante Buur,
Og lad den egenraadig Flugten tage,
Kun kort den skal sin gyldne Friehed smage,
Glad ved den ubegrændsede Natur;
Snart barske Hunger skal erindre den,
Den har forladt sin Nærer, og sin Ven.
O Nancy! lad mig atter elske dig!
Bliv den du var, vær min Veilederinde,
Stræb mig ved laante Dyder at forblinde,
Den Sviig er god, der giør mig lykkelig!
Du tog min Dyd! o! giv mig den igien,
Lær mig at troe og at tilbede den.
Dog — er Alt Sviig, og er det falske Hav,
Der fordum fødde skiønne Aphrodite,
Et rædsomt sandt Symbol paa hver Charite,
Hvis Koglesmiil kun lede til vor Grav;
Da knuus, o Himmel! med mit piinte Bryst
Hvert Marterminde af forsvunden Lyst!