Held mig! mit Ord var Spaadom! værdig toner
Danbardens Sang om ædle Danskes Dyd;
Ukiændte Følelser! ved Gesners Toner
Hensmelter, daaner, døer min Siæl i Fryd;
Mig griber stille Veemod; jeg maae græde,
Og søge Eensomhed, og flye min Lyst,
Men med din Sang indstrømmer mandig Glæde,
Og Dydens Ild og Styrke i mit Bryst.
Saa brændte fordum Spartiatens Hierte
Naar Tyrteus sang om Kamps og Seires Fryd,
Dans Tyrteus! dog — hans vilde Sange lærte
Grum Myrdelyst; din Sang forkynder Dyd;
Ei er han værd, at du hans Navn skal bære;
Dog hvorfor laane fremmed Navn til dig!
Dans Skiald er du! du synger Danmarks Ære,
Og er det selv; hvad Roes er denne liig?
Stort synes det mig Menneske at være!
Du lærer mig dets hele høie Værd;
Og dansk! jeg deeler din og deres Ære,
Hvis Daad du sang! jeg Eders Broder er!
Og i min Siæl den høie Tanke stiger:
O! hvo sig kunde vise dansk som de.
Jeg efter Eegekrandsen mere higer,
Som pryder dig, med Laurbærkrandsene.
Hvad Guddom lærte dig de høie Toner?
Hvo giør din Sang saa umodstaaelig?
En Timon du med Mennesker forsoner,
Og hørte Gettert dig, han glædde sig
Ei Polyhymnia! du selv mig lærte
At kiænde hendes Kraft, den Kraft, som tvang
Min Siæl at deele Nannas ømme Smerte
O den er smeltende, som Linas Sang.
Ei heller din Veninde Melpomene,
Hun stod hos dig, da du Rolf Krake qvad!
Men hvor er Dolken her! nei Dyden eene!
Som Dyden mægtigt er dit høie Qvad.
Den høie Dyd, hvis Vink de Ædle fulgte,
Hvis stolte Handling du besunget har,
Der straalende dem egen Fare dulgte,
Og viiste den, hvori en Broder var,
Den Dyd besiæled dig, gav dig at grandske,
At læse dybt i deres ædle Bryst,
Gav dig at føle, alle sande Danske
See Veldaads rette Løn i Veldaads Lyst.
O! siælden er den Skiald, som synger Dyder!
Men siældnere, hvo saa udbreder dem.
Vort Fædreland! o føel det Held, du nyder!
Paaskiøn, du er den siældne Digters Hiem!