Du nærmer dig! du troer at bringe Glæder,
O! ei skal Lina nyde dig med mig,
Ei meer indvie mig de Yndigheder,
Du spreder med saa gavmild Haand om dig;
Ei skal hun nu, som fordum, glad mig sige:
”Ven! lad os dele froe Naturens Lyst
”See hvert et Spor af Vintrens Barskhed vige!”
Da fyldte hendes Glæde dette Bryst;
Naar da hun viiste mig, hvor svangre Knoppe
Forraadde det endnu ufødde Blad;
Naar Zephyrs Gang blandt høie Bøgetoppe
Henrykked os, og Nattergalens Qvad;
Naar første Blomst og Frugt jeg hende bragte
Hvor var mig hver Naturens Gave kiær!
Den hulde glade Tak, mig Lina sagde,
O! den var meer end alle Skatte værd.
Det er forbi! nu Vaar! du mig bedrøver,
Bedrøver meer, end du har glædet mig!
Du al min Fryd, du Lina mig berøver;
Nu er din Komme kun paa Smerter riig .
Du bringer Skovens Sangere tilbage,
De kalde, troer du, alting op til Lyst!
O! lad dem tie, mig de ei behage;
O! hvad er al Musik mod hendes Røst?
Ei frydes jeg ved dine Blomsterbeede,
Din grønne Skov, hvoraf du bryster dig;
At see min Lina, det var al min Glæde!
Hvorved kan dette Savn oprettes mig?
Nei vil du glæde mig, lad dine Dage,
Bortile med en tifold dobbelt Fart,
Naar de forsvinde, kommer hun tilbage,
O! aldrig! aldrig kan de flye for snart!
Dog veed jeg ei, din Komme Lina fryder,
At længselfuld hun dig imøde seer?
Reen, hende værdig Fryd ved dig hun nyder!
Mod hendes Glæde min er intet meer.
Kom! snart hun speile sig i Kildens Vande!
O! hendes Liv henrinde blidt som de! —
Med deres Rislelyd sin Sang hun blande,
Dens søde Klang giensynge Skovene!
O! snart hun froe nyfødte Blomster sanke,
Hvert, ungt, og huldt, og skiønt, som selv hun er!
Da stiger den andægtig glade Tanke,
Til ham, som satte dem, og hende her.
Men naar da Skovens Lina, Philomele,
Med bedste Tryllesang modtager dig,
I al den Fryd, som jeg var vant at deele,
O Lina! vil du da erindre mig?
O! jeg fortiener det, jeg glad bortskiænker
Hvert Glimt af Fryd, naar det opoffres dig;
O! er det da for meget, om du tænker,
Med Ømhed tænker nu og da paa mig!
Om ved dig selv du undertiden spørger:
”Mon han er glad som jeg? hvor mon han er?
”Mon han ei savner Lina? mon han sørger
”Og ønsker, at jeg kunde være der!
O! tænk det Lina! og iil bort til Glæder!
O! at jeg kunde skæbe dem for dig! — — —
Held dig o Vaar! du Fryd om Lina spreder
Hun være glad! — da er det nok for mig.