Landflygtig Glæden var paa JordenMel: I Østen sølvblaa —--Landflygtig Glæden var paa Jorden,forfulgt med Ild og Sværd;omsider ty’de hun til Norden,at finde Fristed der.Did flygted’ Frihed, Lys og Fred;hun gaaer i deres Fjed.Hun længe vildsom her omvankermed sorgbetynget Sind;paa Mangens Dør hun ængstlig banker,men lades aldrig ind.Tit Tvedragt, Tvang og Kjedsomhedgav hende kort Besked.Hun nu til vores Dør sig listermed tunge Vandrestav;at banke, hun ei meer sig drister,hun er for tit viist af.En lønlig Drift den Stakkel dogtit hen til Døren drog.Vor Skytsaands, Venskabs Øie falderpaa denne Sørgende;strax hun sin Søster Uskyld kalderat komme hid og see;froe fandt de tvende Gratierden tabte Søster der.Hun hører, kjender deres Stemme,og er i deres Favn;froe i hinandens Arm at glemmedet overstandne Savn.Dog lover hver den anden glad,ei meer at skilles ad.O! maatte Uskyld, Venskab, Glædebestandig trone her!og daglig dette deres Sædefaae meer og mere kjær!Thi leve, leve Hver,hvis Idræt dette er!