Midalderen
Efter det Svenske
Efter det Svenske
O Elskov! vil du, jeg skal drage
Igien dit gyldne Tryllebaand,
Giengiv mig mine Ungdomsdage,
Giv mig med dem min Ungdomsaand.
Mig Livets Morgen er henrunden,
For mig alt Middagstimen slaaer;
Ja alt jeg seer, hvor Aftenstunden
I mine Fied med Liste gaaer.
Hos mig var Glæden vant at bygge,
Den i mit Bryst har Hiemstavn havt;
Nu flyer den, jeg har kun dens Skygge
I mattede Indbildningskraft.
Om Skiæbnen endte mine Dage,
Dens Bud jeg uden Knur adlöd;
Men leve, uden Fryd at smage,
Det Liv, o! det er sandest Död.
Saa klaged nys mit piinte Hierte,
Saa sukked jeg af sorgfuldt Bryst,
Da rörtes Himlen af min Smerte,
Og Venskab sendtes mig til Tröst.
Mit Hiertes Saar det kiærlig læged’,
Og skiænkte mig min tabte Fred;
Den blide Ild mig vederqvæged’,
Men varmed’ ei, som Kiærlighed.
Kom! Venskab böd: min Favn dig dölge
Mod al din Skiæbnes Bitterhed!
Jeg fulgte Venskab, men jeg græd,
At ene ham jeg kunde fölge.