Lalage
efter Bürger.
efter Bürger.
O Lalage! hvo danned’ dig,
Saa huld, saa skiøn, saa elskelig?
Den Gud, der eene frembragt har,
Hvad skiønt der bliver, er, og var.
O Lalage! han danned’ dig
Saa huld, saa skiøn, saa elskelig!
Hvo gav dig Øiet blaat og lyst?
Hvo hvælvede det hvide Bryst?
Den Gud, der hvælved’ Himmelen,
Og Lys og Skiønhed skiænkte den.
Han gav dig Øiet blaat og lyst,
Han hvælvede det hvide Bryst.
Hvo farvede din Kind saa bliid
Som Rosen rød, som Liiien hvid?
Han, han der mestred Rosen af,
Og Lilien Sneens Hvidhed gav.
Han farvede din Kind saa bliid
Som Rosen rød, som Lilien hvid.
Hvo gav din Tale og din Sang
Den underlige Trylleklang?
Han, som gav Philomeles Røst
At skiænke veemodblandet Lyst!
Han gav din Tale og din Sang
Den underlige Trylleklang.
Hvo dannede dit skiønne Liv
Saa rankt, som Rør, saa mygt, som Siv?
Han, han, for hvem i Ydmyghed
Hver Phidias maae knæle ned!
Han dannede dit skiønne Liv
Saa rankt, som Rør, saa mygt, som Siv .
Hvo har nedlagt med kiærlig Haand
I skiønne Krop den skiønne Aand?
O hvo har giort det, uden han,
Som Himlens Engle skabe kan?
Han har nedlagt med kiærlig Haand
I skiønne Krop den skiønne Aand.
Hvo gav den Yndige til mig,
Hvo giorde mig saa lykkelig?
Han, han, hvis store Idræt er
At signe sine Skabninger;
Han gav den Yndige til mig,
Han giorde mig saa lykkelig.