Saa iler du bort fra vort sukkende Bryst,
Og følger din Lykkes befalende Røst!
Paa første Befaling adlyde man den,
Thi ellers maaskee den ei kalder igien!
Vi Hastingers Rigdomme ønske dig ei,
Din Ærlighed afskyer Hastingers Vei;
Men skiønner Fortuna paa redelig Flid,
Du hende vil lære at vorde dig blid.
Veldædigt skal Venskab omsvæve dig der,
Og lønne med retskafne Venner dit Værd;
Hun allesteds throner, hvor Mennesker boe,
Og aldrig hun skuffer, hvo hende var troe.
Maaskee ogsaa Himlen der giemte til dig
En Pige, hvis Hierte skal giøre dig riig;
Thi Ynde og Dyd har Naturen udspreed
Fra Pol, og til Pol i sit signede Fied.
O bliv du, bliv yndet, og elsket, og riig,
Men tænk dog paa os, som tit tænke paa dig!
Til Venskab iblandt os har mistet sit Værd,
O Ven! din Erindring vil blive os kiær!