Til Modgang
(Efter Gray.)
(Efter Gray.)
Himlens Datter! uforsonlige!
Du, som tæmmer Dødeliges Hierter,
Du, hvis Jernriis med sin Tugtelse,
Skrækker Lasten, og tit Dyden smerter.
Opblæst Hovmods følesløse Aand
Lære Lidelse i dine Demantsbaand!
Sig ved ukiændt Qval forgiæves veene
Purpurklædt Despot uynket og allene!
Inden din og alt det Godes Fader,
Sendte Dyd sin Yndling til vor Jord,
Dig han hendes Barndom overlader,
Spæde Sind at danne dig betroer.
Barske Pleiemoder, hvad du bød,
Længe, længe hun med Taalmod lød,
Sorgen hun ved dig at kiænde lærte,
Vant ved egen Qval at ynke andres Smerte.
Skrækket ved dit Rædselsblik sig spreder
Selvtilfredse Slægt af Daarskabs Blod.
Skogger, Støi, de tankeløse Glæder,
Unde Siælen Tid at være god.
Let henspredes de, og med dem flye
Sommervennen, og den sleedske Fiende,
Til letsindig Medgang de dem vende,
Sværge hende Troe, og troes paa ny.
Mørkklædt Viisdom dybt nedsænket i
Tanker, dem hun henrykt giennemtrænger,
Og den tause Møe Melancholie,
Hun, hvis Stierneblik i Støvet hænger,
Alles Ven, øm Moderkærlighed,
Retfærd, strængest egen Dommerinde,
Medynk, bittersødt hvis blide Taare rinde,
Vogte paa dit høitidsfulde Fied.
Frygtede Gudinde tung ei blive
Straffens Haand paa vore Hoveder!
Kom ei klædt i dine Rædseler,
Ikke Hævnens Skarer dig omgive,
— Som Ugudelige skue dig! —
Ei med Tordenrøst, og Trudsels Mine,
Ei med Jammers fæle Dødningskriig,
Mismod, dødbleg Trang, og Helsots grumme Pine!
Du dit vennehulde Aasyn bære,
Venlig vorde din Indflydelse!
I dit Følge komme gavnlig Lære,
Ei at saare, at formilde Hierterne,
Du hver udslukt ædel Gnist oplive!
Lære os at elske og tilgive!
Lære hver af os sin Feil at see,
Føle andres Værd, og sig som Menneske.