Græder Jettas elskte Piger! græder!
Strøer med Blomster vor Venindes Grav!
Hvo kan dadle, eller trøste Eder?
Ak I græde ved en Moders Grav.
Vilde dog saakaldet Moder standse,
See, hvor Moderømhed lønnes her!
See af disse Taarer, disse Krandse,
Sine glemte Pligters høie Værd.
Dog lad dem kun flane hen blandt Daarer,
Glemme sig, og Hiem, og Børn, og Mand,
Men er disse Blomster, disse Taarer
Alt, hvad Døttre Jetta offre kan?
Blomster visne, skiøndt dem Taarer væde,
Hastig, hastig Taaren tørres hen;
Selv I holde eengang op at græde!
Skal vor Jettas Minde da døe hen?
Nei! naar ingen Taare mere flyder,
Naar hver Blomst til Støv hensmulret er,
Da lad Eders Vandel, Eders Dyder,
Herlig vidne om den Siældnes Værd.
Som med Solens Lys sig Maanen klæder,
Naar sin Bane Solen fuldbragt har,
Verden finde undrende hos Eder
Gienskin af hver Dyd, som Jettas var.
Gaaer den Vei, som hendes Fodspor lærte,
Som hun leded hver med Moderhaand!
Mindes hendes mageløse Hierte,
Hendes fordomfrie og lyse Aand!
Som den sande Dyd hun var beskeden,
Ynksom, øm, milddømmende som den,
Og som Evas første Smiil i Eden,
Til sin Adam, hendes Siæl var reen,
Stor var hun i Smertens sidste Dage,
Modtog Sorgens Kalk med Taalmods Aand,
Som man seer et kærligt Barn modtage
Bitter Lægedom af Faders Haand.
Og som Solen fra sin Himmel smiiler,
Ned til hver en Fryd, den kalder frem,
Og med stadigt Skridt ustandset iiler,
At forøge og forskiønne dem;
Saa var Jettas Vandring giennem Livet,
Arme Piger! ak I føle det,
Eder Jetta var til Moder givet!
Stort er Eders Tab! begræder det!
O! det føler hver, som nød den Hæder,
Han den Ædle var bekiændt og kiær!
Mange, mange sørge tungt med Eder,
O hvis Sorg et Hædersminde er.
Jettas Ven! hvis mandig stærke Hierte,
Ved Religion og Dyder fast,
Stod urokket ved al anden Smerte;
Men som sank, da Jettas Hierte brast,
O du føler det; thi hendes Hierte
Aanded’, slog, og følte kun for dig,
Uden Lige er din tunge Smerte,
Uden Lige var du lykkelig,
Jettas Børn! vor heede Smerte lære
Eder Dydens mageløse Værd,
Ingen, ingen saa skal savnet være,
Der ei ædel, som vor Jetta er.
Det er Dydens beste Løn paa Jorden,
Hist en større Løn den tildeelt er;
Ogsaa den er nu vor Jettas vorden,
Bliver den, og Eders Jetta værd!