Atter gleed et Aar af Deres Dage,
Ak ei huldt, og skiønt, som Deres Siæl;
Tit det mørknedes ved bitter Klage
Over røvet eller nægtet Held.
Deres Dyder lønnedes med Smerte,
Deres Ømhed bar Dem Sorg og Frygt,
Ak end martres Deres hulde Hierte
Af en Mages Savn, en Moders Frygt;
Men vær trøstig, ædleste Veninde!
Om end Lynet hænger over Dem,
Thi dets Straaler rammer ei i Blinde;
Men retfærdig Viisdom styrer dem.
Dydens Fader i det Høie skiønner,
Elsker, signer, hvo der ligner ham,
O! vær trøstig, han som Dyden lønner,
Deres Værd og Deres Suk fornam.
Held skal vende smilende tilbage,
Manden liig til kiærlig Hustrues Favn;
Hvad er skiønt, som Gienforeenings Dage,
Efter smerteligt langvarigt Savn?
Dobbelt tryller Glæden efter Kummer,
Kiær, som Soelsmiil efter Storm og Slud,
Kiær og tryg, liig Vandringsmandens Slummer,
Naar af Dagens Last han hviler ud.
O Veninde! over mange Dage,
Mange glade Dage seer jeg hen,
Da hver svunden Sorg De skal fremdrage,
Henrykt takke Godheds Gud for den. — —
Deres Fryd og Held mig skal forsone,
Med vor Jord og heele dens Besvær;
Evig Deres Lykke — ædle Kone! —
Dette Hiertes første Ønske er!
Tit vi da skal kalde os tilbage,
Kiært, som Mindet om bortdraget Ven,
Vort ældgamle Venskabs Foraarsdage,
Nyde hver dets skyldfrie Fryd igien.
O vær trøstig ædleste Veninde!
Miskiænd ikke Deres eget Værd,
Vore Kaar uddeeles ei i Blinde,
Støvets Dyder lønnes ogsaa her.