Vor Lod er Kummer; ingen Bøn bevæger
Den strænge Parce at formilde den;
Dog rækker hun os stundum Glædens Bæger,
Det vil vi nyde og udtømme Ven!
Og henrykt himmelsk glad vil jeg modtage
Hvert Blik, hvert Smiil, som Laura skiænker mig
Ei grubble paa, om denne Fryd er Plage,
Om denne Lykke giør ulykkelig!
Og Glædens Skaaler vil jeg først see tomme,
Før jeg og mine Venner skilles ad;
Og kommer Sorgen siden, lad den komme,
Saa var jeg dog, den Stund jeg kunde, glad.