Oplever du den Time, da din Ven
Af Dödens Haand til Stöv er samlet blevet,
Og du engang fremtager huld igien
De svage Linier, han dig har skrevet,
Med Tidens Sange naar du ligner dem,
Og finder, de for Alle staae tilbage,
Om Riim og Aand endog er nok saa svage.
Send blot den hulde Tanke til mig ned:
Ven! var du gaaet frem med Tidens Skialde,
Jeg kunde ventet af din Kiærlighed
En Sang, som Strænghed maatte selv bifalde;
Nu er du död, og de paa dig see ned,
Dem læser jeg for Stiil, dig for din Kiærlighed.