Knud Lyne Rahbek (1760–1830)

Skiön Kiæden var, som jeg dig gav,

Söd Luthen Klang, som med jeg sendte,

Det Hierte tro, de skiænktes af,

Og ilde slig en Lön fortiente.

I dem en lönlig Troldom var

At tage vare paa dit Hierte;

Vel deres Pligt de opfyldt har,

Man ak! de ikke din dig lærte.

Fast i hvert Led du Kiæden saae,

Kun maatte den ei Fremmed röre,

Södt Luthen klang, til du faldt paa,

Den af en Anden spilt at höre.

Hvo Kiæden dig af Halsen tog,

Og saae den briste sig ihænde;

Hvo stummer Luth forgiæves slog,

Gienknytte Baanden, Strængen spænde!

Stum er nu Luthen, Kiæden brudt,

Med dig de ændredes tillig!

Farvel jeg dem og dig vil sige,

Falsk Siæl, skiör Kiæde, maallös Luth!