Den fortvivlende Elsker
(Efter Theocrits tre og tyvende Idylle.)
(Efter Theocrits tre og tyvende Idylle.)
Skiøn Nais var, som Kærligheds Gudinde,
Men kold og stolt, liig Jupiters Gemahl;
Utalte elsked hende dem til Qval,
Og villig lod enhver sig lænkebinde.
Knap saae hun ned til de Ulykkelige,
Hvis Elskov end forøgedes derved;
I denne Hovmod fandt de Værdighed!
Hvo øiner Feil hos sin tilbedte Pige?
Blandt dem, der sukked for den stolte Skiønne,
Var Phaon den, der længst og grusomst leed;
Hun saae det, og bevægedes derved,
Ham med tredobbelt Haanhed at belønne.
Omsider hun ham fra sit Aasyn jager;
”Flye! aldrig meer lad Nais høre dig!
”Da vil jeg troe, at du tilbeder mig,
”Naar jeg forskaanes for de stygge Klager.”
Han gik: ”Du vil det, grumme, grumme Pige!
Saa brød han ud: din Phaon lyder dig,
Du aldrig, aldrig meer skal høre mig;
Flye skal jeg, flye til Skyggers tause Rige;
Ja Lethes Lægebæger vil jeg tømme,
At jeg kan glemme dig! — jeg glemme dig!
Nei evig vil dit Minde følge mig,
Trods Lethe selv, trods alle Orci Strømme!
Dog vil jeg flye! snart, grumme! skal du høre,
Hvor troe hengiven jeg dit Bud adlød!
Ja du skal høre, du skal see min Død;
O! skulde selv min Død dig ikke røre!”
Nu er det Nat! saa venlig Maanen smiler,
Den smiler ingen Trøst i Phaons Barm;
Hans Stolte slumrer tryg i Søvnens Arm,
Fortvivlet han til hendes Bolig iler.
”Tag Offeret, du Tempel blev ved hende!”
Paa Husets Dørtrin kasted han sig ned,
Og kyste det: ”dig vie hendes Fied!
End i dit Støv jeg troer dem at erkiænde!
Men hvad? de Blomster, nys jeg Nais bragte
Min Gave, ak! forkastedes, som jeg!
Men see den visnet, varsler den dig ei,
Du dine Elskere ei skal foragte?
Du saae hiin Roses Farve! dine Kinder
Er selv skiønnere! betragt den nu!
Og Lilien nys hvid og skiær, som du,
Henfalmet dig om Skiønheds Skiæbne minder.
Agt deres Varsler! spild ei Glædens Dage,
Giør snart en værdig Elsker lykkelig.
Han være troe, som den, der døer for dig,
Han lære dig at elske og beklage!
O! kan du det! o Nais! naar du vækkes
Af Mængdens Larm, der stimlet er om mig,
Og hører, hvad det er, og seer mit Liig,
O lad dig da mit sidste Offer tækkes!
Maaskee for mig en kiærlig Taare flyder,
O at den maatte falde paa mit Liig!
Maaskee du ønsker da at vække mig!
Og alt for seent din Grusomhed fortryder.
O giør det Nais! da er alt tilgivet!
Siig blot: o Phaon! du var Øm og troe,
I Graven finde du den ønskte Roe!
Ei er din Medynk dyrt betalt med Livet.”
Nu iler han, forhadte Liv at ende,
Dybtstikkende han falder paa sit Sværd,
En bedre Lod, og bedre Elsket værd
Med sidste brudte Røst han nævner hende.
Hvo Phaon saae, medynksom ham beklag’de,
Kun Nais uden Medynk Liiget saae,
Og følte stolt, hvor skiøn den være maae,
Hvem Elskov et saa kostbart Offer bragde.
Men vrede Amors Hævn hang over hende,
Hans Billedstøtte pryded’ hendes Bad,
Som Nais iilte did hovmodig glad,
Han lod den falde ned og knuse hende!
Hvo elsker, glæde sig! thi Nais Skiæbne
Hver, som er hende liig, advare maae,
Den Gud, hvis Hævn ei Skiønhed kan undgaae;
Ved Grusomhed ei mod sig at bevæbne.