Alting paa Jorden er kun Fias,
Viise Kong Salomon fortæller;
Mig er vel alting ei tilpas,
Men saa forkeert dog ikke heller.
Kiærlighed, Venskab og Munterhed
Gjorde jo han til Daarskab med.
Men der har nu hans Majestet
Med andre Jøder holdet Taffel,
Ingen har snakket eller leet,
Men ikkun gabt paa Kniv og Gaffel;
Det er jeg lettelig eenig med,
Saadant et Lag er Daarlighed.
Venner han og knap funden har,
Det giør jo Konger meget siælden;
Venskab til Hove gierne var
Mading at lokke Folk i Fælden.
Hvo ei af andet Venskab veed,
Det vel maae kalde Daarlighed.
Vist nok var Salomon viis og klog,
Men ikke just til alle Tider;
Tusende Koner han sig tog,
Kiærlighed ingen Deeling tider;
Hvis var da Skylden, om han fandt,
Kiærlighed og var idel Tant?
Muntre vi deele Venners Lyst,
Ømme vi deele deres Smerte;
Saarer Cupidos Piil vort Bryst,
Give vi Hierte bort for Hierte;
Vi af en glad Erfaring veed,
Alting er ikke Daarlighed.
Havde blot Salomon sat som vi,
Drukket sit Glas blandt glade Venner,
Sikkert han havde stemmet i,
Dersom han Navn af Viis fortiener.
Alting paa Jorden Daarskab er
Paa Elskov Viin og Venskab nær.