I Ungdoms Vaar
Groe Roser allevegne;
Snart den forgaaer,
Og disse hastig blegne.
Lad os da nyde Vaarens Lyst,
Førend dens Dage forsvinde,
Pryde med Roserne vort Bryst,
Før vi dem falmede finde.
Een er der kun,
Som visner ingensinde;
Til sidste Stund
Vi lige skiøn den finde.
Billigst den groer i Ungdoms Vaar,
Hvo da forstaaer den at dyrke;
Den ham i alle Livets Kaar
Herlig vil qvæge og styrke.
Hver troefast Ven
Maae denne Rose hylde,
O! det er den,
Vi vore Glæder skylde.
Venskab den skiønne Rose er,
Den er vor Fryd og vor Lykke
Evig den blomstre blandt os her,
Eengang vor Gravhøi den smykke.