Hvis jeg var riig, saa raabe alle Munde,
Og saa forstod dog kun at være det;
Den Kunst, som alle og enhver vil kunde,
Den kan de fleeste gierne meget slet.
Hvis Stax var riig, han blæste Staden noget
Og kiøbte sig en prægtig Herregaard,
Det blev da kun en Lykke for hans Foged,
Der blev hans Eftermand om nogle Aar,
Var Vindsak riig, med sex han vilde kiøre,
Og blev Baron, om ikke Excellents;
Da maatte vi ham Reverentser giøre,
Og lee ham ud ved hver en Reverents.
Var Storhans riig, der skulde ikke være
Et Slot, som hans i Florents eller Rom!
Hvad hialp det ham? hvad kan jeg ønske mere,
Hvor kun min Ven, min Viin, og jeg har Rum?
Hver har sin Orm; som Drager nogle ruge
Paa det, som andre unydt kaste hen;
Men var jeg riig, jeg vidste det at bruge,
At være viis, og mine Brødres Ven.
Jeg lod mig da udsøgte Vine komme
Fra hver en Egn, hvor Druen ægte groer,
Og store Flasker, som blev aldrig tomme,
Stod flokkeviis omkring mit giæstfrie Bord.
Hver munter Fyr velkommen skulde være,
Og muntrere gaae fra min Giæstesal;
Den sørgende indbød jeg did at lære,
At Verden dog ei er en Jammerdal.
Da skulde Spøg og munter Sang oplive
De fulde Glas, og Venskab throne der,
Mit Huus et Glædens Tempel skulde blive,
Jeg Æskulap imod Bekymringer.
O! vilde mig den blinde Gud bønhøre,
Og giøre mig saa riig, som mangen Nar!
Hvo skiønsom nød det smaa, fik tit det større,
Kom, lad os drikke op det lidt, vi har.