Paa Friehed høres alle skrige,
Skiøndt faa kun veed, hvad det vil sige,
Mit Hierte og for Friehed slaaer;
Men uden Lov og Dom at hænges,
Derefter jeg slet ikke længes,
Min Hu til anden Friehed slaaer.
For de fordømte smaae Carafler,
Der herske paa de Stores Tafler,
Jeg fremfor alt vil være frie;
Og endnu mindre vil jeg tigge
Hver uset Draabe, jeg skal drikke.
Af en Hansqvast i Liberie.
Frie vil jeg være, mens jeg spiser
For al den Kiævlen om Aviser,
Den ny Pastil, og Politik;
Er det ei nok at vore Dage
Er skabt til Arbeid og til Plage?
Vor Aften er til Roe og Drik.
For Damerne, jeg nægter ikke,
At i det Lag, hvor jeg skal drikke,
Jeg allerhelst befriet er.
At kiede Damer, lader ilde,
Og det end værre klæde vilde,
Hvis de sig kunde more der.
At vore Vægge, vore Dørre
Er frie for Tunge og for Øre,
Det er mig og en Hovedsag;
At Ven kan frit blandt Venner skiemte,
Da hvert uveiet Ord man glemte,
Saasnart man gik af Vennelag.
Hver, som vil denne Friehed hylde,
Med mig sit Glas til Randen fylde,
Og med sin Naboe klinke froe:
I dette deres gamle Sæde
Gid Venskab, Ærlighed, og Glæde,
Og saadan Friehed stedse boe!