Vi April bestandig rende
Fra vor Vugge til vor Grav;
Ofte det, hvorfor vi brænde,
Vi en prægtig Titel gav;
Men see vi lidt nøie til,
Løbe vi dog kun April.
Andre Børn April at sende
Gammelt Barnemoerskab er;
Vi saa nødig vil bekiende,
Det og tit os Gamle skeer;
Ofte, naar vi Børn belee,
Er vi større Børn, end de.
Hvo som alt for sikkert lider
Paa en Piges Ord og Smiil,
Han erfarer sommetider,
Han er bleven viist April.
Elskovs Gud — den Sag er klar —
Barnet end i Ærmet har.
Manden ret April at skikke,
Er de Stores bedste Leeg;
Held den Mand, der troer dem ikke,
Eene ham de aldrig sveeg.
Andre faae hos dem kun Snak,
Stundum og en Pris Tobak.
Ilde vises stakkels Gamle
Tit April af Rigdoms Gud;
Naar de til en Arving samle,
Der til Giengield leer dem ud.
Vore Arvinger skal see
Vi er meget klogere.
Vi som efter Glæde ile,
Vi gik ei April i Dag;
Viin og Ynde os tilsmile,
Krydre vores Vennelag.
Gid vi aldrig gaae April
Ad det Maal, vi sigte til.