De gode Gamle sang saa tit
Om Lethe Flod,
At hvo, som deraf smagte lidt,
Han blev hver Sorg og Grille qvit,
Og mangen Gang min Appetit
Til Lethe stod.
Jeg vidste ikke, hvor den laae,
Jeg ellers did var gaaet paa
Min Fod.
Jeg pønsed da paa denne Tant
Ved et Glas Viin,
Og efterhaands, som Vinen randt,
Hver Smerte og hver Grille svandt,
I Druens ædle Saft jeg fandt
Min Medicin.
Og tit jeg i den Tanke stod,
At hine Gamles Lethe Flod
Var Viin.
Men nu jeg grant indseer, og veed,
Den var det ei;
Hist druknede ei blot Fortred,
Men alle Livets Glæder med,
Og Venskab selv og Kierlighed
Gik samme Vei!
Mon den, der ei er Muselman,
Vel sligt om Vinen sige kan?
Ih nei!
Her spiller Viin paa gladen Bord
Al Sorg svandt hen;
Men dobbelt Fryd og Venskab groer,
Og slog end Evan os til Jord,
Blev dog en Skaal vort sidste Ord
For Møe og Ven!
Og aldrig før opvaagned’ vi,
Før samme Skaal vi stemte i
Igien.