De gode Gamle sang saa tidt
om Lethe Flod,
at hvo som deraf smagte lidt,
han blev hver Sorg og Grille qvit,
og mangen Gang min Appetit
til Lethe stod.
Jeg vidste ikke hvor den laae,
jeg ellers did var gaaet paa
min Fod.
Jeg pønsed’ tidt paa denne Tank
ved et Glas Viin,
men efterhaands, som Vinen randt,
hver Smerte og hver Grille svandt,
i Druens ædle Saft jeg fandt
min Medicin.
Og nu jeg i den Tanke stod
at hine Gamles Letheflod
var Viin.
Men nu jeg grandt indseer og veed
den var det ei!
Hist druknede ei blot Fortræd,
men alle Livets Glæder med,
og Venskab selv, og Kjærlighed
gik samme Vei.
Mon Den, der ei er Muselmand
vel sligt om Vinen sige kan?
Ih nei!
Her spiller Viin paa gladen Bord;
al Sorg svandt hen!
men dobbelt Fryd og Venskab groer,
og, slog end Evan os til Jord
blev dog en Skaal hans sidste Ord
for Møe og Ven!
og aldrig før opvaagned vi,
før samme Skaal vi stemte i
igjen.
Rahbek.
