Afsked til J. Rein
kaldet til Sognepræst i Caudocheno.
kaldet til Sognepræst i Caudocheno.
Og du — min Rein! bortrives af mit Favn!
Snart har jeg ingen, ingen Ven tilbage;
Dog — klaged’ jeg ved hvert af mine Savn,
Mit heele Liv blev en langvarig Klage.
Nei heller, heller glædes jeg med dig,
At Skiæbnens Himmel eengang dog opklarer,
At eengang dog du bliver lykkelig!
”En herlig Lykke! nogen her mig svarer,
”Til halvbarbarisk Folk blandt Nordens Snee,
”I alle Pieriders Yndling skikke,
”Og vil han det for Lykke skal ansee!
”Saa lønnedes Virgil og Flaccus ikke.”
Ak disses Lykke altiid siælden var,
Fra Orphcus af, og indtil Charis Walter,
Miskiendelse og Avind været har,
Hvad meest blev offret paa Geniets Alter.
Det veed du, Rein! ei heller klager du,
Selv ringe Kaar du nøisom veed at ynde;
Hvo kommer dine Ønsker ei ihu?
Og var det eene nok, til dig at fryde:
Ei meer du skal i slavisk Forgemak,
Af lumpne Tieners Gunst den Naade tigge,
At lades ind, og spises af med Snak,
Og trøstelige Ord, der holdes ikke.
Ja! jeg i Tanken seer dig lykkelig,
I dit saa fælt udskregne Caudocheno,
Og næsten — næsten jeg misunder dig,
Skiøndt jeg ei troer med Crantor og med Zeno,
At den, der vil fortiene Navn af viis,
Saa glad og veltilfreds sig maae befinde,
I Oxens heede Bug trods Phalaris,
Som Medor hos sin nye Herskerinde.
Hvad skulde til din Lykke mangle der?
At du ei mellem Klipperne kan nyde,
Den Sværm af keedsomme Forlystelser,
Som med saa viis en Omhue her du skyede?
At ei en Giækkehær omsværmer dig,
Og dig med deres Venskab vil beære,
Og troe, dermed de lønne værdelig
En Arving til vor Viibes Aand, og Ære?
Siig, lokke dig de Kiævlerier hid,
Der nu Parnassets Hovedfrugter ere?
Ven! hvo, som vi, har nydt dets Blomstertiid,
Kun ilde kan han sig med Tidsler nære!
Og vore Skiønne . . . dog lad mig ei her
Paa nye fornærme Jordens Herskerinder,
Hvis Vid og Dyd saa sand og ægte er,
Som Roserne paa deres Purpurkinder,
Men knap du savner dem, hvor Lina er;
Nei! hvis herned et Længselsuk du sender,
Det er for os, som have dig saa kiær,
Hvem du af længe prøvet Venskab kiænder.
Snart Vennesavnet selv dog svinder der,
Du har dit Hiertes elskede Veninde,
Hun dobbelt dig hver Dag vil blive kiær.
Og dobbelt Lykke i din Ømhed finde;
Af ingen Club til Flane viet ind,
Usmittet af saakaldte Modens Sæder,
O Ven! med ømt og troefast Vennesind,
Hun deele vil din Sorg, og dine Glæder.
Og naar engang til tunge Dages Løn
Med Faderfryd dig Himlen vil velsigne,
Naar Lina skiænker dig en elsket Søn,
Du seer ham voxe frem, og dig at ligne,
At arve mod hver nedrig Last dit Had,
Din Ild for Venskab, Dyd, og Norges Ære,
Da skal du i dit Caudocheno glad,
Og lykkelig trods nogen Fyrste være.
O Ven! det skee! du vorde lykkelig!
Din Ven skal høre det, og sig skal fryde;
Den Fryd, som Venners Lykke skiænker mig,
Er Alt, hvad Skiæbnen under mig at nyde,