Brødre! I, som Viisdom dyrke,
I som have Skiønhed kiær,
I, hvis Arbeids Maal er Styrke!
Vore Søstres Skaal det er.
Deres Skiønhed os opliver,
Viisdom boer i deres Raad,
Deres Ømhed Styrke giver
Til saa mangen ædel Daad.
Held den Yngling, som sit Hierte
Til en ædel Pige gav,
Kiærlighed hver Dyd ham lærte,
Som hans Møe besiæles af.
Dobbelt let vi Møien finde
Med den utilhugne Steen,
Naar en søsterlig Veninde
Først har forberedet den.
Mørke, tunge, lidet blide
Ere tit vor Manddoms Fied;
Som en Rosenvei de glide,
Lettes de ved Kiærlighed;
Aldrig kan den Mand forsage,
Aldrig finde Pligten svar,
Som i øm og elsket Mage
Hver en Dyds Belønning har.
Hvem vor Mester ret vil signe,
Signer han med Faderfryd,
Signer han med Børn, der ligne
Faderen i Værd og Dyd.
O! men dobbelt, dobbelt glæder
Disses Værd og Dyd hans Aand,
Naar hans ømme Viv dem leder
Dydens Vei med Moderhaand.
Naar nedbøiet Olding sukker
Under Lidelser og Aar;
Naar for ham den Grav sig lukker,
Hvortil al hans Længsel staaer,
Held ham, hvis en kiærlig Mage
Da hans Trøst og Lindring er!
O! i Sorgs og Sygdoms Dage
Føles dobbelt hendes Værd.
Venner! Brødre! Mænd, og Fædre!
Vi som have Skiønhed kiær,
Vi som Styrken søge, hædre,
Vi hvis Formaal Viisdom er.
Leve vore Dages Lykke,
Som forsøde Sorg og Fryd,
Denne skiønne Bygnings Smykke,
Skiønhed, Ynde, Aand og Dyd.