Der var engang en tapper Mand,
Der Teucer monne hedde,
Han joges af sit Fædreland
Alt ved sin Faders Vrede.
Hendrevet til en fremmed Strand
Sit Folk han sammenkaldte;
Og med sit Glas i Haanden han
Saaledes til dem talte.
I Brødre! hidtil meget ondt
Med mig I have døiet;
Og det troeløse Hellespont
Ved Vinterstide pløiet;
Nu teer jer ogsaa her som Mænd,
En Polak lides ikke;
I Morgen seile vi igien,
I Aften vil vi drikke.
Paa denne Verdens falske Hav
Vi samtlig jo omdrive.
Det Raad han sine Brødre gav,
Jeg vil os alle give!
Hver Gang man naaer en Ankerplads
Hvor deilig Drikke vanker,
Man hvile bør af sin Seilads,
Og villig kaste Anker.
Og da dog ingen slipper frie
For samme Hav at pløie,
Held den, der stundum kan, som vi,
Forglemme Sorg og Møie;
Gid hver, som sørger paa vor Jord,
Og ei sin Sorg fortiener.
Sad froe som vi, ved sligt et Bord,
Og mellem slige Venner.